Kim Pagels: Særlig politisk leder til veteraner er nødvendig

Det er soldater, politibetjente, bombe-ryddere m.fl. De fleste kom hjem med livet og sjælen i behold, men mange kom ikke hjem i live, og nogle blev alvorligt såret eller fik en psykisk tilskadekomst, typisk PTSD.
Med truslen fra Rusland sender vi pt. soldater til de baltiske lande, som et værn mod en eventuel ny russisk militær aggression mod deres naboer. Under den kolde krig var der et parti (Fremskridtspartiet), der mente at vi blot skulle indtale en besked på en telefonsvarer, der sagde ”Vi overgiver os”, hvis russerne kom.
De kom aldrig, heldigvis for det, og den kolde krig blev aldrig varm, Sovjetunionen opløste sig selv. Situationen med Rusland er i dag en anden, som de seneste år har ført flere angrebskrige mod deres naboer, aktuelt mod Ukraine, som dog heroisk holder stand og overgiver sig ikke.
Hvis Danmark eller danske soldater skulle blive angrebet af Rusland, overgiver vi os sikkert heller ikke. For at forhindre det overhovedet sker, opruster Danmark militært med indkøb af forsvarsudstyr, indfører en længere værnepligt til både mænd og kvinder.
For at være på forkant med situationen bør Danmark også opruste på veteran-området og sikre, at der bliver taget godt imod dem, hvis soldater kommer hjem fra missioner med skader. Indsatsen for veteraner er blevet bedre over årene, men den er ikke god nok endnu.
Der er fortsat udfordringer med anerkendelser af veteraners skader som arbejdsskader, med modregning af veteraners erstatninger, med tilstrækkelig virksom behandling for PTSD og med forskellige aktører, der ikke samarbejder godt nok.
Mit forslag er derfor, at der på politisk plan udnævnes en særlig veteran-minister, der alene har som opgave at tage sig af de tusindvis af veteraner vi allerede har, men som også har ansvar for de veteraner, der kommer fremover. Veteran-ministeren, vil naturligvis operere ligeværdigt sammen med forsvarsministeren og på den måde sikre den bedst mulige koordination og at veteraners helt særlige udfordringer til stadighed bliver hørt.
Kim Pagels
Folketingskandidat i Vestjylland
Radikale Venstre (B)






Accepter kun nødvendige cookies